lørdag den 30. november 2013

Lille hjælper

Musen er blevet rigtig glad for at hjælpe herhjemme både med madlavning, tøjvaskning, oprydning, støvsugning, rengøring, og som det kan ses på billederne, er hun også rigtig glad for at hjælpe Far med handymand opgaver. Hvad hun ikke vidste var, at det var børnesikring til køkkenskabene, hun var med til at installere. Hun kommer til at elske at gå rundt og hjælpe Morfar med at fikse ting!



fredag den 15. november 2013

Så er jeg klar til julemarked i Tabor i morgen!

Så er der julemarked i vores missionshus Tabor i morgen. Jeg har alligevel fundet lidt tid til hæklenålen på trods af bachelorprojektet og jobsøgningen. Og her er så resultatet. 3 hagesmække, 6 pandebånd, 4 blomster hårspænder, 4 blomsterhårelastikker, tolv julehjerter og en model. Jeg er ganske tilfreds med, hvor meget jeg egentlig har nået, men det har da også betydet at Miras striktrøje, som jeg for længe siden gik i gang med, endnu ikke er færdig. Men mon ikke der bliver tid til den nu her. Så er jeg bare spændt på, om det mon bliver solgt?

torsdag den 31. oktober 2013

Flere smække

Endnu en barselsgave afleveret til musens dejlige "lille" nye fætter. Den har ligget længe på hylden og ventet på, at han kom til verden. Musen ville gerne ae ham og kunne ikke forstå, at hun ikke måtte stikke sine fingre ind i hans mund og næse. Og så forsøgte hun at give ham hårspænde på, men det var en lidt for svært opgave for hende. Men så var det godt at hun kunne få lov til at lege med seje kusine Agnes.

tirsdag den 24. september 2013

Barselsvisit

I weekenden fik vi set lille Kezia, hun var rigtig lille og under en uge gammel, ufatteligt at de vokser så hurtigt det første år! Og så fik vi også afleveret denne lille barselsgave, som forhåbentlig kan fange lidt gylp og spare forældrene for at skulle vaske tøjet hver gang!

onsdag den 11. september 2013

Flere grøntsager!

Jeg fik i fødselsdagsgave en bog med opskrifter på hæklede frugter og grøntsager, - en rigtig dejlig gave, og jeg har da også allerede været lidt i gang med at forøge Miras samling af hæklet mad, så nu rummer den også to pastinakker. Ellers har det stået lidt stille på den kreative front, da jeg nu er startet i skole igen, og alle ting er startet igen efter ferien, så både dage og aftner er godt fyldt op nu, men forhåbentlig er jeg snart inde i en rutine igen, så der bliver mere overskud til mine små sysler.

fredag den 23. august 2013

Vuggestue start

Så er musen startet i vuggestuen, og det er gået over alt forventning. Hun var bare klar til at komme ud på eventyr og udforske hele verden. Og i går lød beskeden så, nu er hun kørt ind, så alt er godt. Om morgenen når Kenneth afleverer hende, har hun knap nok tid til at sige farvel, hun drøner bare afsted på alle fire. Og når han kommer for at hente hende, kigger hun kort på ham, og leger så videre. Fantastisk at vi har fået sådan en glad, selvstændig og tryg pige!
Her er lidt billeder fra hendes første alene dag i vuggestuen (i mandags). De må have forfulgt hende med det kamera, for de nåede at tage 15 billeder, på de to timer hun var der, og hun laver noget forskelligt på dem.

onsdag den 21. august 2013

Sommeren i billeder

Så er sommeren, eller i hvert fald ferien ved at være forbi for vores vedkommende, og vi er SÅ taknemlige over alt, hvad den har bragt os. Morgensang, kanotur, sommeroase, ferie med familien på sjælland, hygge her hjemme, festlig fejring af 25 års fødselsdag og sølvbryllupsfest.

Den nye hverdag er så småt begyndt, musen er startet i vuggestue, og jeg selv er begyndt på bachelorprojektet. Kenneth har lige et par dage tilbage af ferien endnu, så dem nyder han i fred og ro, eller i hvert fald uden os ;)

tirsdag den 30. juli 2013

Buksedragt

Jeg nåede lige at sy disse to lækre buksedragter, inden vi tog på ferie. Jeg endte med at købe et mønster for at være sikker på at ramme størrelsen, det er jo ikke så let at måle på sådan en lille en, og derudover var det efterhånden ved at være længe siden, at jeg havde rørt symaskinen, så det var nok en god idé. Selvfølgelig kunne jeg ikke helt holde mig til mønsteret, - lidt kunstnerfrihed må der vel være :) De har allerede stået sin prøve med en uge på camping og en uge på diverse udflugter på sjælland. Og de bestod med glans, de har virkelig været gode her i det varme danske sommervejr, dejlige luftige hvilket er et must til vores meget varme og dejlige mus! Og så er de også blevet kravle-testet på græs, grus og trapper, og der er god bevægelsesfrihed i dem.

tirsdag den 18. juni 2013

Nye magneter, flere frugter og et besøg i stof og stil

Så er der kommet nye magneter på køleskabet, de blev lavet til krea-aften i IMU. Og så har jeg fået lavet to halve kiwier til Miras frugtkurv. Kenneth mener, at hun bliver den yngste til at modtage en frugtkurv i fødselsdagsgave! Den opskrift jeg havde på kiwier, syntes jeg ikke så godt om, så jeg fandt et billede af en, jeg synes var flot, og så har jeg selv konstrueret mønstret. Det er første gang, jeg har hæklet uden en opskrift, så jeg er vældig stolt af resultatet. I går var jeg så i stof og stil og kom hjem med tryklåse til savlesmækkene og stoffer til luftige sommerbukser til Mira, som jeg skal til at forsøge at sy på symaskinen.

Besøg fra nordjylland og færdigfest

Vi har haft en rigtig dejlig weekend med besøg fra nordjylland og Julias færdigfest. Mira hyggede sig rigtig med kusine Sofia, der meget gerne ville holde og bære og hjælpe med at skifte Mira. Sofia syntes, at det var rigtig smart, at vi har Kaj & Andrea dukker, for så kunne hun bare kigge på dem, så de fik den helt rigtige farve på tegningen.Til Julias færdigfest var der underholdning for Mira hele dagen, og hun tog sine første 3 "kravleskridt" fremad, så håber vi, at det betyder,  at det snart er slut med hendes bakkeri. Dejlig begivenhedsrig weekend, men da vi kom hjem igen søndag aften, var Mira nu alligevel glad for lidt ro og ene tid med Far og Mor. Der blev også lige tid til at lave en chokerende chokotærte fra raw food bogen, den er så super lækker, og så er den næsten sund, der er i hvert fald ingen raffineret sukker og gluten i den, og så er den så intens i smagen, at man ikke kan spise så store mængder af den.

torsdag den 6. juni 2013

Fugleuro


Så er jeg blevet færdig med fugleuroen til Miras værelse. Så skal vi bare have en krog op, den kan hænge i.

Fætter-kusine hygge

Vi var til fætter Levis 2 års fødselsdagsfest i weekenden. Fætter Levi var meget glad for Mira, han sagde "sød", hver gang han så hende, og hun grinede og smilte, hver gang hun så ham. Levi ville meget gerne holde, kramme og kysse Mira.

torsdag den 30. maj 2013

Savlesmæk ala Farmor

Jeg var med Mira på besøg i Skive hos min Faster Solveig ca. for en måneds tid siden. Her gav hun mig lynhurtigt instruktioner i, hvordan hun mente at huske, at Farmor hæklede savlesmække til os, da vi var små. Og det er så resultatet, jeg tror dog, der skal videre udvikles lidt på modellen.

Hæklede frugter og grøntsager


Fødselsdagsgaven til Mira er ved at tage form. Men der mangler i hvert fald et par kiwier, et jordbær og en pære.